Når jeg ser tilbage på året der er gået, 2018, så er det et år, hvor der er sket rigtig meget. Det har været et år med rige oplevelser, nogle gode og andre mindre gode. Men det er et år, som jeg er glad for at se tilbage på.

Barnedåb, fest og begravelse

Året startede med barnedåb. Mit første barnedåb, hvor jeg alene var inviteret til min venindes førstfødte søn. Det var ret stort for mig, og også lidt underligt. Jeg kender til min venindes familie, et par af hendes andre veninder og selvfølgelig hendes kæreste. Resten af de inviterede kendte jeg ikke.

Det var sjovt at opleve det. Nu er det jo ikke fordi jeg aldrig har været til barnedåb før, men som sagt, var det min første “alene-tur”.

I det sene forår fyldte min lillesøster 18 år. Det var en stor dag med masser af fejringer både om morgenen på selve dagen og lørdagen efter til den store fest. Min søster fik bl.a. en bil, en tur til London og en masse andre oplevelser i fødselsdagsgave.

Knapt et par måneder inden hun fyldte 18 år fik hun kørekort. Det var også ret underligt. Lige pludselig havde jeg en lillesøster, som ikke længere skulle køres frem og tilbage, men derimod var selvkørende og så i egen bil. Vi har talt lidt om det et par gange, og vi synes begge, det er lidt underligt, at hun nu selv er chauffør og fx kan hente mig. Men sådan er det jo. 😉

Om sommeren var jeg til bisættelse. Min søsters stedmors far døde efter et længere sygdomsforløb med kræft. Det var en meget smuk bisættelse på en af de mange sommerdage vi havde. Og så var det kun min anden bisættelse.

Den første var min Oldes bisættelse. Det var dog noget andet, for både hendes sygdomsforløb og død oplevede jeg meget tæt på. Hun blev indlagt for galdesten, men så gik der et eller andet galt – det vides ikke helt med sikkerhed hvad. Efter næsten tre måneders indlæggelse døde hun.

Jeg holdt hendes hånd, mens hun tog sit sidste åndedrag. Det var en meget surrealistisk situation at stå i, men samtidig utrolig smuk. Det hele står lysende klart for mig, også selvom det snart er 13 år siden, at hun døde.

Sportsbegivenheder

I 2018 så og oplevede jeg igen en masse sport, bl.a. Vinter OL, tennis, badminton, ishockey, cykelløb, håndbold og fodbold. Der er nogle, som vil sige, at jeg er lidt af en sportsidiot – jeg vil nu selv kalde mig “sportsinteresseret”. 😉

Jeg fik set rigtig meget fra Vinter OL. Noget af dét, jeg synes var virkelig sjovt og helt fantastisk at se, var de mange forskellige freestyles på ski og snowboard. At se bl.a. Shaun White fyrer den for vildt af på sit snowboard og vinde OL-guld var noget af det vildeste. Får gåsehud hver gang jeg ser det.

To af de helt store sportsbegivenheder var at se Caroline Wozniacki vinde sin første Grand Slam ved Australian Open og så VM i Rusland (fodbold). I sommers så jeg fodbold ved storskærme ligesom så mange andre danskere. Jeg var bl.a. i Parken sammen med en veninde, og så var jeg i Tivoli for at se 8. dels finalen mod Kroatien. Den første kamp vandt vi og den næste kamp tabte vi i straffesparkskonkurrencen.

En enkelt kamp så jeg sammen med mine kolleger i Stevns Erhvervsråd. Alle tre gange var en oplevelse, men at se kampen på storskærm og mærke alles engagement og glæde, var en helt ubeskrivelig oplevelse. Det var første gang, men bestemt ikke sidste gang!

Teater- og koncertoplevelser

Året 2018 var virkelig i underholdningens tegn. Jeg har talt, at jeg har været til 13 koncerter i løbet af året. Både Fredagsrock, store og mindre koncerter. Det er svært at tage én koncert over den anden. Men hvis jeg skulle lave en top-tre, så ville den se sådan her ud:

Så var der også Carpark North, A-ha, Rasmus Seebach og Hollywood Vampires, som alle optrådte til Fredagsrock. Der var Harry Styles i Royal Arena og Demi Lovato i Forum. Og der var den store “90’er-fest” i Næstved, som var min første “Vi elsker 90’erne“-mini festival. Jeg sluttede året af med julekoncert og nytårsgalla.

Derudover har jeg været i teateret tre gange, hvor jeg var inde og se “Midt om Natten“, “Cirkusrevyen” og “Kærlighed ved Første Hik“. Cirkusrevyen er ikke rigtig en teateroplevelse, men det er derhenad. 😉

Og så har jeg været i biografen en del gange. Jeg har f.eks. været inde og se “A Simple Flavour”, “De fantastiske skabninger – Grindelwalds Forbrydelser“, “Bohemian Rhapsody“, “Mary Poppins Return” og “Mamma Mia – Here we go again“.

Andre kulturelle oplevelser

Året 2018 har også stået på andre kulturelle begivenheder. Jeg var f.eks. sammen med min Bedste og søster inde i Christians kirke for at vise den sidste ære og respekt til Prins Henrik. Og et par måneder senere var min Bedste og jeg inde ved Amalienborg for at hylde Kronprins Frederik ved hans 50 års fødselsdag i maj. Det var to store royale begivenheder. Men også to mindeværdige oplevelser.

I årets løb har jeg også været en del gange inde i Tivoli. Tror måske det er dét år, hvor jeg flest gange har været i Tivoli. Jeg har været derinde ved alle “årstiderne” – vinter, påske, sommer, halloween og jul. Og alle gangene har været sjove og hyggelige stunder med min familie og veninder.

Jeg prøvede også noget helt nyt i 2018. Jeg gik nemlig mit første Ecco Walkathon, som er et “velgørenhedsløb”. Der var dog ikke nogen som løb, men derimod gik alle – store som små på forskellige strækninger og ture. Det var rigtig hyggeligt, og det er i hvert fald ikke sidste gang. I år har jeg valgt at tage et halvmaraton på 21,6 km. Jeg glæder mig!

Noget andet, der også var nyt for mig, det var da jeg var inde til foredrag. Brødrene Emil og Theis var en tur forbi Portalen i Greve for at snakke om deres jordomsejling – Kurs mod fjerne kyster. Det var en virkelig sjov og inspirerende aften. Jeg elsker den serie, har læst bøgerne og følger dem på de sociale medier. Og jeg glæder mig helt vildt til den nye rejse de er på, som bliver sendt på TV2 til foråret.

Ligesom de mange andre år, var jeg også i 2018 på forskellige museumsbesøg. Jeg var bl.a. på Frederiksborg Slot og Thorvaldsens museum. Og der er allerede planlagt et par museumsbesøg i 2019, som jeg også glæder mig til.

Gran Canaria

I 2018 var jeg på ferie på Gran Canaria to gange. En enkelt gang i det tidlige forår og så i sommers. I foråret var jeg afsted sammen med min Bedste og i sommers var vi afsted sammen med én af min Bedstes vendinder. Det var meget hyggeligt og afslappende på hver sin måde. Sådan er det jo.

Det er rigtig dejligt og godt at kende nogen, som man kan låne sommerhus af. Men i 2019 vil rejserne formentlig gå andre steder hen. Det bliver meget spændende hvor mange rejser det bliver til. Nu må vi se. 🙂

Arbejdsmæssigt

Arbejdsmæssigt gik det lidt bedre end i 2017. I marts måned landede jeg endelig jobbet, troede jeg. Men efter 2,5 måned blev jeg opsagt, da “vi ikke var et godt match” fik jeg at vide. Det er første gang jeg er blevet fyret. Selvom det gjorde lidt ondt de første par dage og jeg var lidt ude af den mentalt, så var det okay.

Vi passede ikke sammen. Den arbejdsstil der blev lagt for dagen var ikke lige mig. Og så var vores forventninger til hinanden ikke gode nok – vi gik skævt ind på hinanden kommunikationsmæssigt. Men sådan er det nogle gange. Jeg troede, jeg havde lært at lytte til min krop, men det glippede lige her.

For min krop og hjerne sagde flere gange til mig, at det ikke var det. Jeg blev også enig med mig selv om, at jeg skulle “bare” være der i et års tid, så kunne jeg begynde at søge videre. Det er jo bare ikke den rigtige vej ind på arbejdsmarkedet. Men når man har gået ledig i længere tid og der endelig bider noget på krogen, så slår man jo til! Det skal bare også lige være det rigtige sted og arbejde for dig – det kræver, at du mærker ordentlig efter.

Kort tid efter, var jeg til samtale igen. Denne gang i Stevns Erhvervsråd. Det var en tidsbegrænset stilling på 4 mdr. Men det var så dejligt at få en god oplevelse arbejdsmæssigt igen. Det hjælper på ens selvværd.

Det var et virkelig godt sted, hvor jeg har lært en hel masse. Og så var alle så søde og flinke. Både i og udenfor huset. Der var et godt samarbejde med alle i området, hvilket var fantastisk at opleve. Desværre var der ikke mulighed for at beholde mig. Hvilket vi allesammen var ret kede af. Jeg blev dog inviteret til julefrokost, hvilket også var ret sjovt og stort for mig.

Nu må vi så se, hvad 2019 bringer. Jeg glæder mig i hvert fald. Der er rigtig mange store ting der sker, og mange flere oplevelser i vente. 😀

Isabell Valentin Pedersen

Jeg elsker at opleve nye ting og steder både i udlandet og hjemme i DK. Derudover har jeg en stor passion for sociale medier og markedsføring.

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.