Livet går sin gang

I disse dage har den danske befolkning talt om døden. Fra små spørgende børn til voksne mennesker. Men som alle ved (eller kommer til at vide), livet går sin gang.

I dag for præcis en uge siden sov H.K.H. Prins Henrik stille ind på Fredensborg Slot. Og i dag blev han så bisat i Christiansborg Slotskirke.

Jeg er royalist og derfor følger jeg med i alt hvad der sker. Både på godt og ondt. I den seneste uges tid har det så været det mindre gode. En ægtemand,  bror, far, bedstefar og svigerfar er gået bort i den danske kongefamilie.

‘Castrum doloris’

Jeg kendte ikke H.K.H. Prins Henrik personligt. Og jeg kendte heller ikke til det halve af hvad han har lavet i sin tid som Prins og Prinsgemal. Men en sorg er en sorg. Og jeg ville gerne, ligesom en stor del af den danske befolkning, vise min respekt for både ham og hans kære. Men samtidig også få lov til at sige et sidste farvel til en farverig og kulturel person.

Derfor tog min Bedste, søster og jeg ind til København i går, for at stå i kø til at se hans båre ligge ‘castrum doloris’. Det blev lidt koldt til sidst. Men altså efter at have stået udenfor i godt og vel 2 timer og 20 minutter, ville andet også være mærkeligt.

Det er meget sjovt, som folk lige pludselig møder og taler med hinanden i køen. For det første, så blev vi overrasket over hvor lang køen egentlig var. For det andet, så fik vi at vide, at det ikke var sikkert, at vi ville kunne nå at komme indendøre. Men jeg var overbevist om, at det ville vi uanset hvad.

Og det gjorde vi også med blot 2 minutter tilbage inden dørene officielt skulle lukkes. De holdt dog dørene åbne i 16 minutter mere end planlagt. Der stod også en vagt bag den sidste mand og afviste folk løbende.

Inde i selve kirken kunne vi høre tonerne af “Den blå anemone”, som blev sunget af et par fra koret. Der var en utrolig stemning derinde. Derudover fik vi også lige vagtskiftet med.

Da Dronning Ingrid døde i 2000 var vi også inde og se hendes båre ‘castrum doloris’. Dengang var det dog sammen med min Olde og Bedste. Jeg var ikke mere end 11 år, men jeg kan godt huske det. Jeg mindes også det var koldt dengang, men ikke så koldt som i år. Dengang stod vi ligesom i “slangekø” ude på slotspladsen. Det gjorde vi ikke i år.

Der var også mange mennesker dengang, husker jeg, men ikke i nærheden af hvad jeg oplevede i går. Eller sådan føler jeg det i hvert fald ikke.

Kondolencelister

Man har også kunnet skrive på de fremlagte kondolencelister i Det Gule Palæ til Hendes Majestæt Dronning Magrethe og resten af den kongelige familie ved H.K.H. Prins Henriks død. Ligesom man også kunne dengang ved Dronning Ingrids død. Begge gange har jeg været derinde og skrive en lille hilsen.

I dag tog jeg derind sammen med min søster og Bedste. Det var meningen, vi skulle have gjort det i går, men det nåede vi simpelthen ikke. Så da vi så i fjernsynet, at der ikke var så mange mennesker derinde i dag, kørte vi derind for at se blomsterhavet ude foran regentens palæ og for at skrive en hilsen.

Aldrig har jeg oplevet så mange hilsner, blomster og tegninger, som i dag. Det var utroligt flot. Og meget tankevækkende, især når man tænker på, at de kunne have fyldt meget mere end de gjorde, hvis ikke blomsterne lå sådan oveni hinanden.

Livet går sin gang
Amalienborg 20.02.2018 foran Regentens Palæ
Livet går sin gang
Amalienborg 20.02.2018 foran Regentens Palæ
Livet går sin gang
Amalienborg 20.02.2018 foran Regentens Palæ

Vi nåede så også lige at se vagtskiftet på Amalienborg, mens vi stod og betragtede blomsterne. De var iført den røde gallauniform i dagens anledning, så den fik vi også lige med. De har den jo kun på et par gange om året.

Livet går sin gang
Vagtskifte ved Amalienborg
Livet går sin gang
Vagtskifte ved Amalienborg
Kongelige bisættelser

Jeg husker ikke Dronning Ingrids bisættelse, altså selve bisættelsen. Men jeg har da sikkert set det i fjernsynet, det står bare ikke så klart som det andet. Til gengæld så jeg hele bisættelsen i dag.

H.K.H. Prins Henrik havde valgt at holde en mere privat bisættelse. Han ønskede ikke nogen statsbegravelse. Men det er også meget kendetegnende for Prinsen, han er ikke som alle de andre. Han er sig selv.

Men jeg må sige, det var en yderst smuk bisættelse. Flot tale af den kongelige konfessionarius, Erik Norman Svendsen. Talen var meget direkte, men samtidig meget fin og lige efter prinsens ånd. Det samme gjaldt også musikvalget. Især da båren skal køres væk. Det fremkaldte ligesom et smil hos alle.

Ære være hans minde.

Isabell Valentin Pedersen

Jeg elsker at opleve nye ting og steder både i udlandet og hjemme i DK. Derudover har jeg en stor passion for sociale medier og markedsføring.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.