Når arbejdet bliver en leg

Når arbejdet bliver en leg, så er det sjovt og noget man værdsætter hver dag. Sådan har jeg haft det den sidste stykke tid. Det har været sjovt, udfordrende og lærerigt at have været en del af Stevns Erhvervsråd.

Når arbejdet bliver en leg

Også fantastisk at have haft fornøjelsen af at sidde i en historisk bygning. Dér hvor jeg sad var fx det gamle fængsel. Så for første gang (og forhåbentlig for sidste gang) kan jeg sige, at jeg har siddet i fængsel. Men det var nu en god tid, trods alt. 😉

F**K den klarede jeg ikke

Efter en rigtig god og vellykket jobsamtale, blev vi stillet en opgave, som vi havde 75 minutter til. Efter jeg sendte opgaven afsted, tænkte jeg, “F**K, den klarede jeg ikke”. Jeg har lige ødelagt mine chancer for at få jobbet. Men sådan var det slet ikke.

Jeg gik fortvivlet rundt i flere timer, indtil telefonen ringede. Erhvervschefen ringede mig op og fortalte, at de var meget interesserede i at få mig som ny kollega, men om det var i orden, det ikke blev til den stilling jeg havde søgt? Der blev jeg sådan lidt, øhh hvad?

Jeg havde sendt en ansøgning til noget der hedder #komtilstevns, hvor det gælder om at promovere Stevns som et godt sted at bo, leve og arbejde. Men de havde mere brug for én der kunne hjælpe dem med turismen og Udvikling Stevns (LAG-ordning). Man kan sige, opgaverne var meget ens, så det sagde jeg da ja til.

Mandagen efter startede jeg så. Det var en meget stille og rolig dag, hvor jeg lige kunne få lov til at lande og finde mig lidt mere til rette. Om tirsdagen havde jeg 2 pressemeddelelser og en fællesannonce, som skulle klares inden onsdag kl. 12. Tja, så var man ligesom igang. 😀

Kommunikation & markedsføring

Jeg havde aldrig skrevet en pressemeddelelse før i arbejdsregi. Altså jeg har skrevet det som opgave på CBS, men ellers ikke. Men i den tid, jeg har været i Stevns Erhvervsråd har jeg virkelig fået lov til at skrive en del, hvilket har været sjovt og utroligt lærerigt.

Det har været pressemeddelelser om primært kommende begivenheder, som Stevns Turistforening, Stevns Fødevarenetværk eller Udvikling Stevns har stået for.

Udover pressemeddelelser, har jeg også virkelig arbejdet med content og annonceringer på de sociale medier, især Facebook. Heriblandt taget billeder og lavet videoer til brug i markedsføringen.

Derudover har jeg også fået lov til at skrive en artikel på “Månedens iværksætter“, som jeg også selv interviewede. Det var en virkelig interessant virksomhed/iværksætter, og så få lov til at fortælle hans historie var helt fantastisk. Den blev primært skrevet til hjemmesiden, men blev selvfølgelig delt i nyhedsbrevet og på FB.

I Udvikling Stevns har jeg også haft muligheden for at skrive om de i gangværende projekter, som er støttet af Udvikling Stevns. Og jeg har lavet content til FB blandt andet på baggrund af de arrangementer, som LAG-koordinatoren, formanden, næstformanden og bestyrelsesmedlemmer har deltaget i, fx Folkemøde på Bornholm og den nationale Landdistriktskonference.

Igennem denne tid, har jeg så også fundet ud af, hvor vigtigt det kan være eller egentlig er at have en kollega, som man har kunnet sparre med. Både den ene og den anden vej. Det er noget jeg har værdsat meget. Synes, der er lidt forskel på at sparre med kolleger på tværs af en organisation og så med kolleger, som sidder med de samme opgaver som én selv.

Når arbejdet bliver en leg

Jeg har ikke været i Stevns Erhvervsråd længe, men i den tid jeg fik lov til at være en del af teamet har der været meget at se til.

Det startede med, at Stevns Turistforening, Stevns Fødevarenetværk og Åbne Atelierdøre (kunst) samlede sig i Kulturtårnet og ved Knippelsbro. Det gjorde de i 3 dage i juni. Herefter var der sommerferie, men ligeså snart den næsten var færdig, så var der “Smag på Stevns” den første lørdag i august.

Det er en årlig begivenhed, hvor lokale producenter fra Stevns samles nede i Rødvig Havn. Her kan alle komme forbi og smage på de mange lokale varer og specialiteter.

Kort tid efter stod den på endnu et bredt samarbejde mellem turistforeningen, fødevarenetværket, åbne atelierdøre og verdensarvspartnerne i 4 dage.  I forbindelse med teaterkoncerten “Klint2 – Lyden af en verdensarv”, ville man gerne lave noget i løbet af dagen.

Der var en pop-up restaurant og telte med forskellige aktiviteter og ting, man kunne smage og se. Det hele havde med Stevns at gøre og den kulturhistorie den bærer på. Det var nogle ret vilde dage. Det var første gang man afholdt det, og alle havde taget godt imod det.

Det sidste der stod på plakaten, som havde med Turistforeningen at gøre, var, “Høstmarked”. Det er Stevns Fødevarenetværk der står for det, men Turistforeningen er også tilstede. De havde bl.a. for andet år i træk lavet et samarbejde med St. Heddinge Skole, hvor 6. klasseeleverne skulle ud i en lille dyst i madlavning.

De skulle lave en “Stevnspizza”, der for det første var lavet på lokale råvarer og for det andet skulle have et synligt element af Stevns Klint. Jeg fik æren og lov til at følge børnene helt tæt på fra start til slut. Det var ret fantastisk at se hvad de kunne og præstere. Og så havde vi det sjovt! 🙂

Indimellem de sidste to arrangementer var der også lige en landdistriktskonference, som Udvikling Stevns stod for. Her inviterede man alle stevnsboer til bl.a. en workshop, hvor man i fællesskab skulle finde frem til nogle konkrete handlinger, der skulle med i en kommende græsrodspolitik.

Hvad så nu?

Kontrakten udløb, hvilket vi alle sammen var ret kede af, men sådan var det nu engang. Jeg må sige, at jeg virkelig har lært meget i den tid jeg har været der og noget som jeg kan tage med mig videre.

Et fantastisk sted, hvor der er plads til alle og forskelligheder. Der var ikke en dag, hvor jeg tænkte, øv eller åh nej. Hver dag var en leg, og det var sjovt at tage på arbejde. Det er også første gang, jeg har fået så meget ros allerede fra første dag, og især her til sidst.

Det har været fedt at få at vide, at dét man laver er rigtig godt og man har gjort et rigtig godt stykke arbejde. Jeg må da indrømme, at jeg nogle gange har haft mine tvivl om mine egne evner, men så er det bare virkelig dejligt at få noget andet at vide.

Jeg synes også, det har været lidt sjovt at blive rost for noget, som jeg ikke rigtig har tænkt over eller bare har tænkt, jamen sådan gør vel alle? Det har jeg så fundet ud af, at sådan er det nødvendigvis ikke. Men fedt at blive anerkendt for det! Så man kan sige, jeg også er kommet derudfra med nogle værktøjer, som jeg ikke selv var klar over jeg havde i forvejen. Det er fedt, og  hjælper mig meget i forhold til at finde et nyt job.

Nu venter det hårde arbejde så, og forhåbentlig inden længe kan jeg sige, at jeg har fundet jobbet! 🙂

Når arbejdet bliver en leg Når arbejdet bliver en leg

Isabell Valentin Pedersen

Jeg elsker at opleve nye ting og steder både i udlandet og hjemme i DK. Derudover har jeg en stor passion for sociale medier og markedsføring.

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.