Blandede bolsjer,  Teater & Foredrag

Cirkusrevyen

I går var jeg inde i Cirkusrevyen sammen med min Bedste og søster. Det var min fødselsdagsgave til min søster. Vi var også inde sidste år og se Cirkusrevyen til en af de mange forpremiere de havde. I år var vi så inde og se den, da de var var nået halvvejs igennem sæsonen. 🙂

Cirkusrevyen

Sjovt på Bakken

Vi startede med at få en tår at drikke i Korsbæk på Bakken. Her mødte vi først Maude og så Fru. Grå. Senere fik vi den berømte scene, som aldrig er blevet optaget eller vist, men som folk mener at have set. Nemlig der hvor Lærer Andersen (Frederik) bliver lukket ude på altanen af Misse Møghe.

Han kom ud på altanen og sagde, “må vi så få noget nattero!”. Og efter at have brokket sig over de unge knægte på gaden, som lavede al den larm, lukker Misse altandøren.

Efter sigende, skulle han have stået derude ret længe, så han fik en meget slem forkølelse af at have stået ude på altanen iført kun natskjorte. Det var også en ret kold vinternat. Kort tid efter dør han.

Men ja, den scene fik vi lov til at se. Og ind imellem disse små bidder fra Matador, så stod der en spillemand og spillede på harmonika. Det hele var bare så godt. Vejret var godt, folk var glade og vores drinks var kolde.

Bagefter tog vi hen og spiste på Restaurant Laura, inden vi skulle ind og se Cirkusrevyen.

Cirkusrevyen Cirkusrevyen

Cirkusrevyen uden Ulf

Ulf Pilgaard var desværre gået hen og blevet syg, så vi oplevede ham ikke i år. Selvom det var ærgerligt, så gjorde det egentlig ikke så meget. De havde nemlig fundet en afløser indtil Ulf får sine kræfter tilbage. Valget blev Henrik Kofoed. Du kender ham nok bedst fra Ørkenens Sønner.

Han havde fået manuskriptet og Ulf’s roller, så han kunne øve sig på dem henover weekenden. Tirsdag var så hans premieredag og i går, da vi var derinde, var det hans tredje gang på scenen. Lisbet Dahl indledte også lige revyen med at forklare situationen og fortalte, at Ulf ikke var døende, som rygtet siger. Men også for at fortælle, at de har været heldige at få Henrik til at træde til.

Nu kunne man så håbe på, når nu det var hans tredje gang, at han kunne sine replikker og koreografien lidt bedre denne gang. 😀

Han gjorde det så godt! Også selvom han ikke helt kunne finde ud af hvor han skulle stå på scenen i forhold til de andre. Hans kolleger var dog så søde, at de viste ham vejen hele tiden ved enten at pege eller tage ham bag ryggen o.l. Det så ret komisk ud. Men også bare et bevis på, hvor gode kolleger de alle er.

Ulf fik et stort bifald, også selvom han ikke var der. Men jeg er sikker på, at når han vender tilbage til scenen, så går publikum nærmest amok i teltet. Altså på den gode måde. 😉

En god blanding

Der var stort set ikke et tidspunkt, hvor vi, eller i hvert fald jeg, ikke grinte. De havde formået at få det hele med, ligesom de plejer. Der var en god blanding af relevante emner og personer, som har været de store taleemner i løbet af de seneste måneder.

Der var også lige sneget sig en lille sketch med VM i fodbold ind, hvilket var ret sjovt. For der er jo snart ikke noget man må sige uden at lyde diskriminerende. Hvilket måske ikke er noget man tænker over, når man står i situationen, men når man så hører det uden for kontekst får det ligesom en anden betydning.

Lisbet kom også ind i løbet af andet akt og fortalte, at Dansktoppen fylder 50 år i år. Og selvom det måske er lidt af et skældsord efterhånden, så kan alle folk jo stadig de kendte danske sange, som både Birthe Kjær, John Mogensen, Gustav Winkler, Dorthe Kollo, Bamse og mange flere synger.

Det var en ret god buket blomster man fik foræret af dem. Og folk sang med på sangene. Det er normalt ikke noget man sådan rigtig oplever til cirkusrevyen, det har jeg i hvert fald ikke.

Amalie Dollerup var også rigtig god, hvilket de jo alle sammen var. Men det var hendes debut, og jeg synes, hun gjorde det virkelig godt. Hun synger jo fantastisk og så er hun en god skuespiller. Hendes ene sketch, hvor hun skal forestille sig at være 11 år og curlingbarn, var bare så god. Det var spot on! Det var hendes parodi på Sofie Løhde også. Ja, jeg er ret vild med hende. 🙂

Niels Ellegaard har sin sidste sæson i Cirkusrevyen i år. Han kommer i hvert fald ikke tilbage til næste år. Jeg synes, det er lidt ærgerligt, for han er så god og sjov. Han er ligesom født oppe på den scene, hvis jeg selv skal sige det. Han bidrager i hvert fald med en del til holdet. Så ham vil jeg savne til næste år. Men jeg er sikker på, den nye debutant også bliver god!

Cirkusrevyen Cirkusrevyen Cirkusrevyen Cirkusrevyen Cirkusrevyen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.