Som et gammelt ordsprog siger, “en ulykke kommer sjældent alene”, og hvor er det bare spot on.
December i år har været en lidt ulykkes måned for mig. En måned, hvor jeg bl.a. har faldet og slået mig et par gange. Og nej, det har ikke været fordi det har været glat udenfor eller fordi jeg har været fuld. Desværre, skulle man måske sige.
Crime scene no 1
Alle mine ulykker er sket i hjemmet. Den 1. december efter at have været ude at handle, skulle varerne lægges på plads. Heriblandt skulle de mange lys, der var blevet købt ind også på plads. Men fordi jeg ved, min Bedste nok skulle bruge lysene med det samme, tænkte jeg på vejen hen til kurven, hvor alle lysene er, at det nok var bedst at sætte dem på bordet i stuen. I det jeg tænkte sådan, så glider jeg på stuegulvet og slår min røv.
Jeg synes ikke rigtig, at det var så slemt. Men i løbet af aftenen kan jeg godt mærke det. Jeg har slået halebenet og det gør ondt, skal jeg lige hilse og sige. Jeg kunne hverken sidde, gå, stå eller ligge.
Selve faldet har med garanti set sjovt ud. Følte selv det så lidt mærkeligt ud, men jeg er da glad for der ikke var nogen som så det. For det at grine gjorde nemlig også ondt. God måde at starte december på.
De næste par dage var jeg dopet med håndkøbsmedicin, for at holde det ud. Men om tirsdagen skulle vi så ud og købe juletræ, hvilket også gik rigtig godt. Min søster var med til at bære træet. Det eneste var bare, at om aftenen kunne jeg så mærke det i ryggen, eller rettere hen over lænden. Som min søster sagde, så var min Bedste og jeg et “flot par”. Bedste havde ondt i sine knæ og jeg i lænden.
Crime Scene no 2
Man skulle tro, at det hele stoppede her, men det gjorde ikke. Lørdag den 9. december skulle vi til julefrokost, hvilket ikke ville være sjovt, hvis ikke kunne sidde eller gå. Men jeg vågnede faktisk op om morgenen og følte mig frisk igen. Jeg havde ingen smerter nogen steder, så det var jo godt.
Dagen gik også fint, og vi kom også hjem i god behold. Jeg havde siddet i min seng i et stykke tid inden jeg skulle sove. Så da jeg ville slukke lyset, gik det galt.
Jeg står ud af sengen og idet jeg skulle tage et skridt, så faldt jeg ned på min hånd. Mit knæ havde simpelthen låst sig, så jeg ingenting kunne gøre. Det var som om, mit underben og knæ var i cement. Men det lykkedes mig at slukke lyset og hoppe i seng. Min hånd gjorde lidt ondt, men slet ikke så ondt som dagen efter. Da vi ikke havde nogen form for forbinding, kørte vi søndag ud for at købe et.
Det blev min hånd rigtig glad for. Problemet var nu bare, at jeg ingenting kunne med den hånd. Heldigvis for mig, er jeg højrehåndet og det var gået ud over min venstre hånd. Men dét at holde rundt om et glas eller en gaffel e.l. det kunne jeg ikke. Når man så på min hånd, kunne man også se, den var hævet og i løbet af et par dage havde jeg et blåt (eller rettere et lilla, sort og gult) mærke.
Som sagt en ulykke kommer sjældent alene
Derfra sker der så kun to ting mere. Det ene var den 13. december, da jeg skulle ud af badet, gjorde jeg en forkert bevægelse, så jeg kunne mærke det i ryggen igen. Det er sket flere gange før, det varer lige et par dage og så er det i orden. Denne gang kunne jeg så smøre mig ind i Voltaren, som virkede perfekt.
Det andet var, at jeg i mandags (22. december) fik tandpasta i mit øje. Og ja, nu tænker du, hvordan kan det ske??? Jeg ved det faktisk ikke helt selv, men da jeg skulle have tandpasta på min tandbørste så sprøjtede der noget op i mit øje. Jeg kan godt fortælle dig, at det var ikke sjovt. Det sveg, men jeg fik det skyllet med vand og fik til sidst noget saltvand i øjet, og så var det ovre.
Men altså som sagt, “En ulykke kommer sjældent alene”. Der er ikke sket noget sidenhen, og jeg har også lovet alle sammen, at jeg vil passe på i julen og ikke mindst til nytår. Men der skal jeg ikke ud alligevel, der skal jeg bare være hjemme. Så igen, så er alle mine ulykker sket i hjemmet, man skal vel aldrig sige aldrig. Jeg vil dog i hvert fald gøre mit bedste! 🙂
