Når jeg ser tilbage på året der er gået, så har det været et år med mange forskellige slags oplevelser samt de berømte op- og nedture. Men andet ville næsten også være mærkeligt.

Året har budt på lidt af hvert. Der har været alt fra et par enkelte rejser til udlandet til et par familiefester til (lidt mere end) et par koncertoplevelser.

Familiefester

Vi lagde ud med en dåb i januarmåned. Selvom det ikke er min familie af kød og blod, så har jeg altid set faren som min storebror. Derfor er det i min verden min familie. Hans nr. 2 pige skulle døbes. Hun klarede det så fint og hun fik navnet Rosa. Hendes storesøster hedder Nora, så det passer jo fint.

Hvad vi så ikke vidste noget om, var, at der også var vielse samme dag mellem moren og faren. De havde været på rådhuset nogle dage inden dåben, men de kunne også godt tænke sig at blive viet i kirken. Det må man sige de blev. Ingen af gæsterne, undtagen et par stykker, kendte til det. Så man må sige, de tog røven på os allesammen.

Året der er gået

Året der er gået

Ca. et halvt år efter, så stod den på bryllup igen. Hvis det er helt rigtigt, så skulle vi ikke vide noget før efter det var overstået. Men sådan skulle det så ikke være alligevel. En halvanden uge før det skulle stå, så fik min søster, Bedste og jeg det at vide.

Det var Lene, min mor, der skulle giftes. Vielsen fandt sted på Kalundborg Rådhus en lørdag i juni. Det var virkelig varmt den dag, det må have været en af de få sommerdage i 2017.

I oktober blev min Bedste 70 år og det skulle selvfølgelig fejres. Jeg havde valgt at holde en lille surprise fødselsdag for hende. Selvom hun vidste, jeg ville holde festen for hende og kendte til dagen, så var det ret vildt, at det alligevel var muligt at tage fusen på hende. Det var en virkelig vellykket dag, hvor alt bare også gik op i en højere enhed.

Udlandsrejser

2017 bød ikke på så mange rejser, som jeg måske gerne ville have været på. Men i sommerferien kom jeg til Helsingborg sammen med min søster og Bedste. Vi har jo altid en lille uges ferie sammen, og denne gang tog vi til vores svenske naboer. Det var en rigtig hyggelig by, som havde en masse kultur at byde på. Det er bestemt ikke sidste gang jeg har været derovre.

Helsingborg Helsingborg

I efterårsferien tog jeg afsted med min søster til London. Det var første gang vi skulle være afsted på ferie sammen alene, og det gik virkelig godt. Naturligvis, andet ville også have været mærkeligt. 😉 Men vi nåede en masse på meget kort tid. Vi fik set det vi ville og lidt til. Vi fik gået en del, og shoppet.

Vi havde det rigtig sjovt sammen, hvilket vi altid har, når vi er sammen. Det hele gik bare ligesom op i en højere enhed på denne tur. Og så er det en tur, vi vil kunne se tilbage på i lang tid fremad. Der blev skabt en masse nye minder mellem to søstre. Og så tør jeg godt at sige, det ikke er sidste gang vi har været på ferie eller tur sammen alene.

London Eye
London Eye

Hogwarts Sightseeing, Tower Bridge

Var jo også i Tyskland, en enkelt dag, her i decembermåned. Det er dog ikke noget, jeg var særlig begejstret for. Men den tur skal naturligvis også med i tilbageblikket på året der er gået.

Koncertoplevelser

Året har også budt på en masse fantastiske koncertoplevelser. Det er nok det år, hvor jeg har været til flest koncerter. Altså hvis man tæller årligt.

Det startede med en forholdsvis intim koncert med Carpark North i DR Koncerthuset. Jeg valgte dog også at se dem igen på deres Arena Tour i Royal Arena, som jo var vild oplevelse. Det var så tændt, både på scenen og blandt publikum.

Ind imellem disse to koncertoplevelser, stod den også på koncert med Volbeat i Parken. Det var en episk aften, hvor der også blev skrevet historie. Det var virkelig en gennemsyret oplevelse og noget jeg sent vil glemme.

Den stod også på et par fredagsrocke i Tivoli. Blandt andet var jeg inde sammen med min søster og se 5 Seconds Of Summer og Nik & Jay. Sidstnævnte var en ubeskrivelig oplevelse. Nærmest surrealistisk. Aldrig i mit liv har jeg set så mange mennesker i Tivoli til koncert, og jeg har været til en del, hvor der også har været mange mennesker. Men slet ikke i samme grad. Det var også første gang jeg oplevede slåskamp til en koncert.

Lyden til koncerten var også under al kritik. Det endte så også med, at der var så mange klager, at Tivoli tog den videre til Kommunen. Den blev til en sag. Resultatet deraf kender jeg dog ikke til. Men den kom i hvert fald i nyhederne.

En anden god oplevelse jeg havde i Tivoli, det var, da jeg var inde til “Vi elsker 90’erne“. Det var første gang jeg var til dette, og det er ikke sidste gang. Jeg tænker, at jeg skal til Rødovre til næste år, fordi jeg har set hvem der bl.a. kommer efter 15 års pause! Nemlig Cartoons! Mere nostalgisk bliver det ikke, synes jeg.

Var også inde i DR Koncerthuset og høre JP Cooper. Han har bare en helt igennem fantastisk stemme. Det var også en speciel oplevelse, og noget som jeg vil kunne se tilbage på hele tiden. Især når jeg lytter til hans sange.

Sluttede året af med en fantastisk koncertoplevelse i DR Koncerthus, hvor DR Børnekoret, Koncertkoret og Kor72 sang julen ind. Det var en ny tradition, som min Bedste og jeg tog hul på. Det er ubeskriveligt at sidde der og høre de fantastiske julesalmer og -sange.

Året der er gået
Koncertøjeblikke fra året der er gået
Teaterøjeblikke

Jeg har i tidligere indlæg sagt, at jeg er meget kulturelt anlagt, og der går næsten ikke et år, hvor jeg ikke har været i teateret. Det gælder også 2017.

I 2017 lagde jeg ud med at tage vejen forbi Falkonersalen, hvor jeg var inde og se Saturday Night Fever. Herefter lagde jeg vejen forbi forpremieren på Cirkusrevyen. Jeg har været i cirkusrevyen et par gange før, men aldrig på forpremieredagen. Jeg må sige, at hvis man ikke har prøvet det, så skal du minimum én gang i dit liv gøre dig selv den tjeneste at tage ind på forpremieren på enten Cirkusrevyen e.l. show. Det er så fantastisk at se, når de stadig prøver tingene af, ikke kan huske deres replikker eller får grineflip på scenen.

Derudover var jeg i sommers inde og se Klokkeren fra Notre Dame – The musical. Og hold da op, hvor var det en ubeskrivelig og episk oplevelse! Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft så mange kuldegysninger (på den gode måde) til en musical. Og jeg har endda været inde og se mange gode og fantastiske musicals igennem tiden.

Og så var jeg inde sammen med min søster og opleve en musical i London. Nemlig Mamma Mia. Det er første gang jeg har set en teaterforestilling i udlandet, og jeg må sige, det var også en helt igennem fantastisk oplevelse. Der er rigtig mange mennesker, der har været i London og se en musical, de fleste har været inde og se Mamma Mia, og det kan jeg godt forstå. Jeg vil også sige, hvis man gerne vil opleve en eller forestilling i London, så gør dig selv den tjeneste også at gå ind og se Mamma Mia.

Året der er gået
Et par teaterøjeblikke fra året der er gået
Året der kommer

Når jeg ser frem mod det nye år, så kan jeg ikke vente med at se hvad det har at tilbyde. Jeg ved allerede, der er nogle nye koncertoplevelser på vej. Og et par udlandsrejser. Håber dog på lidt flere end i år. Men nu må vi se.

Derudover er jeg også sikker på, at i 2018 bliver året, hvor jeg får et (længe ventet) år. Og så snart jobbet er i hus, så står næste mål på lejlighed.

I 2018 bliver min søster 18 år og myndig, så der skal festes igen. Og så skal jeg også til barnedåb i februar. Der kommer til at ske en hel masse og jeg glæder mig helt vildt til det alt sammen. Nu kan 2018 bare komme an! 🙂

Rigtig godt nytår!

Isabell Valentin Pedersen

Jeg elsker at opleve nye ting og steder både i udlandet og hjemme i DK. Derudover har jeg en stor passion for sociale medier og markedsføring.

Du vil måske også kunne lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.