Mandag den 30. oktober var jeg inde og se JP Cooper i DR Koncerthuset. Det var første gang jeg skulle se ham. Jeg havde hørt hans sange i radioen, og vidste godt hvem han var, som sådan. Da jeg så ham i Capital’s Summertime Ball 2017 (en større version af Voice i Tivoli) blev jeg helt betaget af ham.
Jeg synes, han havde en fantastisk stemme også live. Og det er noget jeg godt kan lide. Så da jeg så han kom forbi København måtte jeg simpelthen ind og købe mig en billet.
Fantastisk opvarmning
Ham der skulle varme op til koncerten var faktisk ret god. Han var med på den første del af JP Coopers europatour.
Det var første gang han optrådte til så mange mennesker, og så var det også første gang han var i København. Han fortalte, at han var faret vild og at han var blevet genkendt. Det havde han ikke oplevet før. Ham der havde genkendt ham var også med til koncerten, og stod selvfølgelig helt oppe ved scenen. 😉
Men han var fra London, og han havde blandt andet skrevet en sang om at komme ud af storbyen eller bare London generelt. Nu havde han så muligheden i et par måneder.
Han sang ret godt og havde skrevet nogle gode sange. Han er helt klart værd at høre, ham Rhys Lewis fra London.
JP Cooper fyldte rummet med varme
Som sagt, var det første gang jeg skulle se ham. Jeg havde hørt hans cd, da den kom ud. Og da jeg var i London købte jeg så hans cd, så jeg kunne høre den i bilen non-stop.
Han fortalte, at Danmark var hans første stop på europatouren. Og så fortalte han også om sig selv og de sange han har skrevet. Fx er sangen “Passport Home” om dengang han var i USA og skulle indspille sange, hvor han mistede sit pas. Lige pludselig begyndte han at tænke over hvad et pas egentlig er værd og hvad det betyder for ham.
Sangen “Close to you” er til hans søn. Han har en lille dreng derhjemme, som han jo må undvære på hans tourné. Ligesom et par andre bandmedlemmer også må. Så derfor skrev han denne sang, som han håber, hans søn vil synes om og forstå når han bliver ældre.
Han gav også nogle gode råd til alle kommende musikere og alle os andre. Han selv har spillet musik siden han var 16, men i 20erne spillede han på forskellige klubber og pubs. Først da han var 31 år fik han en pladekontrakt. Han er i dag 34 år. Hans pointe var, at man ikke skulle give op.
Hans publikum er meget bredt og forskelligt. Det var lidt sjovt, for det var første gang jeg har været til koncert, hvor der var en del homoseksuelle mennesker. Ikke fordi de ikke må være der, men til de mange andre koncerter har jeg bare ikke set så mange som til denne. Eller også var de bare mere “synlige” her. Der var også en del, der kom som jeg, alene til koncerten. Det er heller ikke så tit det sker, eller også ser jeg det bare ikke.
Men altså alt i alt, var koncerten helt vild og fantastisk. Lyden var som den skulle være og det hele gik bare op i en højere enhed. Det er da ikke sidste gang jeg har været inde og høre ham.
