Sidste lørdag var en episk og historisk aften i Telia Parken. Jeg var heldig at være en del af sådan en helt igennem fantastisk aften.
Da jeg første gang hørte, at Volbeat skulle spille i Telia Parken, ville jeg rigtig gerne have en billet. Men desværre nåede jeg det ikke i første omgang. Jeg skrev mig på ventelisten – hvilket jeg så også havde glemt alt om.
På vej hjem fra Helsingborg får jeg en mail om, at jeg kan købe en billet til Volbeat koncerten. Så midt i øresundet, med udkig til Kronborg, købte jeg en billet til en aften jeg meget sent vil glemme.
Da jeg ankommer til Parken, finder jeg ud af, at der hvor jeg skal sidde er, hvor “indgangen” for de kendte er. Så imens jeg venter på, at koncerten skal i gang, sidder jeg og ser på alle de kendte mennesker der også skal ind og se Volbeat.
Inden jeg går ind for at finde min plads, møder jeg et gammelt dagplejebarn og hendes mor. Moderen kunne godt se, jeg virkede bekendt, men kunne vidst ikke helt placere mig. Jeg siger hej, og hun siger hej, og så virker det som om hun gerne vil give mig et kram, så det gør vi. Imens vi krammer siger hun: “du må lige hjælpe mig, hvor er det jeg kender dig fra?”
Jeg tænker shit, det er ikke hende, eller hvad nu hvis jeg husker forkert – ej, hvor vil det være pinligt. Men jeg siger, “Inge, dagplejemor”, hvor hun siger, “nå ja, Isabella!” Jeg siger bare, jaja, selvom jeg godt ved, det ikke er mit rigtige navn, men det er trods alt 10 år siden vi sidst så hinanden. Hvilket også er grunden til, at hun siger, du gik på gymnasiet og det gik godt? Ja, der er sket en del på de ti år. 😉
Da jeg finder min plads, som er ret tæt på plænen, ser jeg en kvinde (med ryggen til) stå og snakke med en lyshåret pige, som står ude på plænen. Jeg tænker, hun virker bekendt, men jeg kan ikke sætte min finger på fra hvor det er jeg kender hende. Kvinden vender sig om og der finder jeg ud af hvem det er.
Det er min gammel skolekammerats mor og storesøster. Verdenen er simpelthen lille nogle gange. Moderen kommer faktisk forbi mig, da koncerten er forbi, og siger: “er du ikke Ann?” Jeg griner og siger: “nej, men tæt på. Jeg er Isabell.” Hun giver mig derefter et kram og siger, at jeg skal hilse min mormor. Der vidste jeg, at hun vidste hvem jeg var. 🙂
Nå, men selve koncerten var jo helt ubeskrivelig fantastisk. Jeg har ikke selv været til en lignende koncert på dansk jord med et dansk band. Altså jeg har været til en del koncerter, men det har primært været udenlandske navne. Navne som Michael Bublé, Justin Timberlake og Simple Plan. Men ikke rockbands.
Jeg kom ret sent ind i Volbeats musik. Første gang jeg rigtig hørte til Volbeat var da de kom ud med sangen “For evigt” – ja, jeg ved det godt. Men da jeg så begyndte at høre deres musik, fandt jeg ud af, at jeg faktisk godt kendte til mange af deres sange. Jeg var bare ikke klar over, at det var dem.
Jeg havde sagt til min søster dagen forinden, da vi var til Fredagsrock i Tivoli, at hvis ikke Johan Olsen kom på scenen, så ville jeg blive meget skuffet. Det er jo på dansk jord, de spiller. Så det er jo oplagt. 🙂 Men hvis ikke han havde kommet, havde jeg nok heller ikke været skuffet.
De startede med et brag og sluttede med et brag. Det var helt vildt. Og alle de gæsteoptrædener de havde med i showet, var exceptionelt. De havde fx et gospelkor, en rigtig heavymetal sanger, en banjospiller og en kvindelig sanger med på scenen.
Derudover kom Johan Olsen ind på scenen to gange. Først med “For evigt”, som faktisk kom ret tidligt i showet, og senere med “The Garden’s Tale”. Jeg blev meget glad og overrasket – mere kunne jeg ikke have ønsket mig. Men så til sidst kommer Lars Ulrich og spiller med på et par sange, og gør selvfølgelig reklame for Metallicas næste optræden i Royal Arena. 🙂
Men det var ikke nok, for så kommer Mikkel Kessler også ind på scenen. Volbeat har jo skrevet en sang til ham, så selvfølgelig skulle han ind i bokseringen, som stod yderst på scenen. Han skrev et par autografer på nogle boksehandsker og smed dem ud til publikum.
Danko Jones kom også ind på scenen til sangen “Black Rose”. På storskærmen bag dem, kørte musikvideoen eller tegnefilmen bag dem. Den sidste sang kommer på, og Michael Poulsen beder alle børn og unge, der har lyst, til at komme op på scenen og rocke med dem. Aldrig har jeg oplevet noget lignende.
Jeg er stadig høj på følelsen og oplevelsen fra i lørdags. Som jeg lagde ud, så var det en episk og historisk aften. At have fået lov til at være en del af den uforglemmelige koncert, er noget jeg meget sent vil glemme. 🙂
