I efterårsferien gik turen til London sammen med min søster. Det var noget vi havde snakket om i et stykke tid og i år skulle det være.
Mandag den 16. oktober var der afgang fra København til London Stansted lufthavn. Vi skulle flyve sent, desværre, men at det blev SÅ sent havde vi dog ikke regnet med.
Orkanen Ophelia var ankommet til Irland og lavede lidt ravage i luftrummet. Så vores fly var 1 time og 15 min forsinket! Det gode var, at den ekstra paskontrol gik virkelig hurtigt OG så havde jeg købt Priority Q billetter, så vi kom hurtigere ud til flyet. Vi skulle derfor heller ikke stå så længe i kø for at komme ombord. Det var ret dejligt og luksuriøst. 🙂
Vi landede i Stansted Lufthavn, hvor vi skulle igennem paskontrol igen, men denne gang var det noget vi selv skulle gøre og det virkede bare ikke for hverken min søster eller jeg. Så vi gik hen til en mand der så på vores pas. Vores kufferter var allerede kommet, så dem skulle vi ikke vente på.
Og herfra skulle vi så have fat i en taxa til hotellet. Det gik også forholdsvist hurtigt. Vi ventede kun på taxaen i ca 15-20 min. Vi ankom til hotellet ca. kl. 02.30. Værelset var det mindste jeg nogensinde har set, heldigvis med et badeværelse, som, taget størrelsen i betragtning, var faktisk ret stort.
Natten gik som den nu gik. Vi var så trætte, at det var svært at falde i søvn. Derudover skulle vi også lige vænne os til de nye lyde, den meget lille dobbeltseng og en dobbeltdyne. Det er første gang, hvor jeg ikke engang kan være i sengen, mine fødder hang udover kanten.
Midt om natten vågnede vi begge ved et ordentligt brag uden for vores dør. Vi troede ærligt talt, at der var nogen der var kommet ind i vores værelse, men det var der ikke. Så jeg gik op og låste døren for en sikkerheds skyld og prøvede at sove videre.
Første dag i London
Vi vågnede ved 9-tiden, spiste lidt morgenmad vi havde købt nede i et supermarked tæt på hotellet, og så var det ellers ud og se lidt af London.
Vores hotel lå 3 minutters tid fra Hyde Park og Kensington Gardens, så der startede vi selvfølgelig dagen. Her gik vi forbi Kensington Palace, Princess Diana Fountain Memorial og Peter Pan. Vi synes, det var meget sjovt, at vi mødte nogle danskere på vores vej – vi kiggede bare på hinanden og grinte lidt over det, hver gang vi gik forbi nogle danskere. 🙂
Se kort video fra Princess Diana Fountain Memorial
Herfra gik vi til Buckingham Palace. På vores vej ved Hyde Park Corner mødte vi en militærparade på heste og med kanoner, og dem mødte vi så igen da vi nåede op til Buckingham Palace. Det var lidt sjovt at tænke på, at det tog os lige så lang tid at gå derhen, som det tog dem at ride derhen.
Inde på Paladset havde der været en eller anden form for Tea-Party with the Queen (tror vi), for der holdt en masse biler og limousiner inde i gården. Og så kom der også en masse mennesker i meget fint tøj ud derindefra. Hvis der var kendte mennesker i blandt, jamen så kendte vi dem ikke. Men vi prøvede at finde ud af hvad der foregik derinde, dog uden held.
Herfra tog vi hen til Victoria Station for at få lidt forsyninger. Men også fordi den station skulle ses uanset hvad, og så når man har sin søster med af samme navn, er det jo oplagt. 😉 Derfra gik vi så videre ned ad Victoria Street til Westminister Abbey samt Big Ben (The British Parliament) og London Eye.
Efter at have gået rundt i Westminister området, tog vi bussen tilbage mod hotellet. Lige inden vi gik tilbage til hotellet tog vi lige ud og spiste lidt aftensmad.
Alt i alt gik vi omkring 14,7 km bare denne dag!
I næste indlæg tager jeg dig med til Warner Bros Studio – The making of Harry Potter. 🙂