Min sommerferie i år gik til sol og varme i Playa del Inglés. Jeg var afsted sammen med min Bedste og hendes veninde. Det var en virkelig skøn og afslappende ferie.
Afslappende solferie
Vi har været der mange gange tidligere, men dette var første gang vi alle tre var afsted på ferie sammen, og så var det også min Bedstes venindes første gang på Gran Canaria. Så her var vi lige pludselig de garvede turister, selvom vi ikke føler os det når vi er der. 😉
Det var en dejlig ferie, hvor vi ikke lavede andet end at ligge ved poolen, læse bøger og slikke sol. Den største udfordring vi havde på hele ferien var at finde ud af hvor og hvad vi skulle spise til aften.
Da turen gik hjemad igen, sad jeg virkelig og tænkte på, om ikke der var strejke eller noget galt med flyet, så det ikke måtte flyve. Det er første gang, det er sket for mig, men jeg ville bare ikke hjem. Jeg synes bare ikke, jeg havde haft nok ferie.
Til gengæld er det også første gang, hvor jeg virkelig har fået farve. Det sker aldrig rigtigt for mig, men det lykkedes denne gang, og det var jeg meget glad for. Selvom jeg godt kunne tænke mig bare en lille smule mere farve – tilfreds bliver man bare aldrig. 😉
Men når nu en af tjenerne kommenterede det en aften, og han kunne se jeg havde fået en flot kulør, så hjælper det en del. Også når alle andre, som jeg kender har nævnt det, hjælper det på det. Nu ser jeg bare frem til min næste ferie, som jeg endnu ikke ved hvor går hen. 😀
Læs også om dengang jeg tog afsted alene på ferie til Gran Canaria.