I torsdags var jeg traditionen tro sammen med min Bedste og søster inde og se Cirkusrevyen 2019. Ligesom det har været det sidste par år, så var det også i år en fødselsdagsgave til min søster.
Cirkusrevyen 2019
Vi sad på de samme pladser, som vi også har siddet på de sidste par gange. Vi spiste så et nyt sted, Bræddehytten, hvor vi fik 3-retters menu, som var virkelig godt.
Der var god service, god mad og masser af plads. Det eneste er bare, at den ligger lige udenfor en forlystelse, så man kan ikke altid høre hvad der bliver sagt. Men sådan er det, når man er på Bakken. 😉
Selve cirkusrevyen var faktisk meget sjov og hyggelig, som altid. Denne gang med en Ulf Pilgaard i topform.
Det var ikke fordi vi ikke gik derudfra uden at have grint, men man sad tilbage med en følelse af, at der ikke var sket meget i Danmark det sidste års tid. Og det er der selvfølgelig heller ikke. Valgkampen kom naturligvis på et dårligt tidspunkt i forhold til at lave indhold til revyen.
Men det er ikke sådan, at der slet ikke var noget indhold til at lave en revy. De havde blandt andet en “Mexico”-sketch, hvor de sang om muren og Donald Trump, en sketch om forældre intra, om krænkelser og “Theresa May”. Derudover så var der også en sketch med Jørgen Leth, Britta Nielsen og Ghita Nørby. Det var meget sjovt og genialt lavet.
Og så var der en sketch, som bare var toppen af poppen. De havde nemlig lavet en sketch med “Paludan” – han nåede kun at sige et par sætninger, så blev han slået ned med en “wrecking ball”. Der blev klappet helt vildt og hyldet – det var meget smukt! 😀
Så kunne man heller ikke komme udenom en hyldest til selveste Kim Larsen. Det var meget fint lavet.
Glæder mig allerede til næste år, som bliver sidste sæson med Ulf Pilgaard. Efter den sæson stopper han, så har han også gjort det i 40 sæsoner! Og den skal vi selvfølgelig ind og se. Vi snakkede om, at vi til næste år skal prøve at sidde helt oppe foran. Nu må vi se. 😉
Læs om sidste gang, jeg var inde og se Cirkusrevyen.