Dette indlæg er det mest personlige hidtil, men det er også noget som mange måske kan relatere sig til. Og så er det et emne, der er meget oppe i medierne og har været det de sidste 5 års tid, nemlig mobning.
Det er ikke for, at jeg vil pege fingre af nogen eller hænge nogen ud for at have mobbet mig. Det skal mere ses som min fortælling om hvordan jeg har haft det og hvordan jeg har det i dag.
Der findes mange forskellige former for mobning og de findes i alle størrelser. I dag sker mobning desværre også på de sociale medier, hvor man bliver stillet til skue for rigtig mange mennesker også selv fremmede. Sådan har det heldigvis ikke været for mig.
13 Reasons Why
Tidligere på året kom der en ny serie på Netflix “13 Reasons Why”, som handler om ekstrem mobning. Det foregår på en high school, hvor en 16-årig pige begår selvmord, men inden da laver 13 bånd, hvor hun giver hendes side af historien for hvorfor det gik så galt. Den er lavet i håb om, at alle kan lære noget af det, både dem der mobber, bliver mobbet eller ser på og ikke gør noget.
Jeg vil sige, så ekstremt har det aldrig været for mig. Men det er noget, der desværre ikke kun foregik imens jeg gik i skole, men også i mange år efterfølgende. Det har været verbalt og psykisk terror som fx at blive udelukket fra fællesskabet.
Selvom jeg taler åbent om det med andre, fx når vi kommer ind på emnet, så ligger det stadig dybt inde i mig. Jeg synes selv, det er ved at være en lidt irriterende byrde jeg går rundt med, men det er desværre ikke noget jeg kan gøre så meget ved.
Det er ikke fordi jeg tænker over det i hverdagen eller noget, men det ligger i baghovedet hele tiden. Især når jeg skal møde nye folk. Jeg skal lige se dem an før jeg begynder på en samtale. Medmindre jeg er sammen med en eller flere andre, så er der ikke noget problem, men det er ikke mig, der går forrest.
Én ting er at have været dygtig i skolen og kommet igennem en god uddannelse, en anden ting er at have venner eller i hvert fald at have nogen at være sammen med udover i skolen. Det har ikke altid været let for mig. Misforstå mig ikke, for jeg har altid haft nogle at snakke med og jeg har da også været ude i byen og feste med dem. Men jeg har ikke altid vidst hvordan jeg skulle begå mig, for hvad ville de så ikke tænke om mig, eller også har jeg nogle gange følt mig som en byrde for gruppen.
Jeg ved godt, det ikke nødvendigvis har været sådan, men det er sådan jeg har følt det. Jeg har ikke haft særlig stor selvtillid eller troen på det gode i de mennesker jeg har været sammen med, for hvornår ville de vende mig ryggen? Eller snakke om mig bag min ryg?
Hvorfor lige mig?
Det har jeg spurgt mig selv om mange gange. For at være helt ærlig så ved jeg ikke hvorfor. Men jeg har en ide om hvorfor det kan være – om det er sandt eller ej, ved jeg ikke. Jeg tror måske, jeg har været et let offer. Jeg var meget sårbar som lille, især gennem teenageårene og helt op i starten af 20’erne. Jeg tror ikke mange vidste det, men på hjemmefronten foregik der også mange ting, som gjorde mig mere sårbar end så mange andre.
For ikke så lang tid siden fandt jeg bl.a. et brev, som min klasselære fra folkeskolen har skrevet. Hun skriver fx om hvordan jeg havde det i skolen. Men især om hvordan jeg havde det når jeg skulle besøge min far i weekenden. Jeg havde tit ondt i maven og var ikke særlig glad i dagene op til og efter. Jeg stoppede med at se ham, da jeg var 7 år og har ikke set ham siden.
Men jeg havde det heller ikke altid lige let ved at være hos min mor. Hun fik en fødselsdepression, da jeg blev født. Det var før man fandt ud af, at man kunne hjælpe mødre i samme situation. Det var også en af grundene til, at jeg boede hos min Bedste (mormor). I mine barneår var jeg i det hele taget ikke meget for at overnatte hos andre. Jeg ville hellere være hjemme, hvor jeg følte mig sikker og tryg.
Hvordan har jeg det så i dag?
Som sagt, ved jeg ikke hvorfor det lige skulle gå ud over mig. Men jeg kan sige, at alt hvad jeg har oplevet har været med til at forme mig til den person jeg er i dag. Hvilket jeg er utrolig stolt af og glad for at være.
Jeg er blevet meget bedre til tale med andre, men jeg skal stadig lige se dem an først. Jeg har fået meget mere selvtillid efter jeg begyndte at arbejde og lave noget som jeg virkelig brænder for. Også bare det, at jeg er blevet ældre og ved, at der ikke er noget galt med mig har hjulpet på mit selvværd. Hvis folk ikke kan tage mig som jeg er, så er det ikke mit problem. For jeg er som jeg er og det kan ikke laves om.
Hvad der er sket i mine barneår og ungdom er noget som har fulgt og vil stadig følge mig resten af livet. Jeg skal bare lære ikke at tage tingene alt for nært og personligt. Jeg skal acceptere, at jeg ikke kan gøre alle tilfredse, men i stedet sørge for at tilfredsstille mig selv først.
Jeg vil faktisk sige, at det hele har gjort mig stærkere. I mange tilfælde har jeg nok skullet bevise folk, der sagde jeg ikke kunne, at jeg godt kunne. Derudover ved jeg også godt hvad jeg vil med mit liv. Og så har jeg fået en stor rygrad, som hjælper mig med at stå fast ved mine beslutninger. Men jeg vil altid være mærket for livet.
