I dag er det et år siden jeg sagde mit job op.
Jeg havde ikke troet, at jeg efter et år stadig skulle være uden job. Men sådan er det nu engang.
I den tid jeg har været ledig har jeg været til tre samtaler, desværre uden held. Men i det mindste er jeg kommet et skridt videre i processen. Og samtidig fået erkendelsen af, at jeg er en interessant person som man gerne vil vide lidt mere om.
2017 er mit år…
Den følelse havde jeg sidste år og i starten af dette år. Jeg var overbevist om, at 2017 var mit år. Året hvor jeg får et nyt arbejde og hvor jeg fik en lejlighed. Sådan er det så ikke blevet, men tror nu stadig på, det er mit år. Bare på en anden måde.
Det har været et hårdt og prøvet år alligevel. Det har været en rutsjetur psykisk, med mange op- og nedture. Men jeg synes selv, jeg er kommet godt ud på den anden side igen. Har fundet troen på mig selv og min kunnen igen.
Jeg er blevet spurgt et par gange, om ikke jeg fortryder at have sagt mit job op. Nej, det gør jeg ikke og ikke på et eneste tidspunkt har jeg tænkt tanken. Eller jo, jeg har tænkt, hvorfor jeg ikke bare blev i jobbet og fortsatte med at finde et nyt job. Men ligeså hurtig som jeg har fået tanken, ligeså hurtig har jeg vendt den om og sagt, det var det helt rigtige. Og det var det. 🙂
Men 2018 må blive året…
Eller det håber jeg i hvert fald. 🙂
Ej, jeg er sikker på, at om ikke så længe så er det min tur til at få et arbejde. Få en hverdag og starte nye kapitler i mit liv.
For et par uger siden var jeg til mit statusmøde i A-kassen. Der var sat en halv time af, men det varede kun i 10 minutter. Han skulle bare høre hvordan det stod til med jobsøgningen og om der var andet jeg også skulle til at gøre. Han fortalte mig også, at når man når det “skarpe” 1 års ledighed, så bliver det også sværere at få et job. Følte mig utroligt motiveret efter mødet! 🙁
Han fortalte mig blandt andet også, at jeg skulle gå mere op i de uopfordrede. Det var der mit fokus skulle være. Men at det samtidig nok heller ikke var det bedste tidspunkt at gøre det på, fordi det snart er december. Sååå…skal jeg gøre det nu eller vente til det nye år? Jeg stod som et spørgsmålstegn efter mødet og var ikke særlig motiveret.
Men altså jeg søger stadig på livet løst både de opfordrede og uopfordrede ansøgninger. Tror bare jeg går mere hardcore efter det i det nye år.
Jeg tænker bare på alle dem, som har været ledig i længere tid end jeg har været, og de har da fundet et. Så det skal jo nok også lykkes for mig. Det er jeg helt sikker på. 🙂
