Jeg kan godt huske den allerførste gang. Det føles som var det igår. Men sådan er det jo nok for mange. 😉
Den allerførste gang jeg så “Kærlighed ved første hik” var til en skolekammerats fødselsdag. Vi var omkring de 10 år. Han havde inviteret hele klassen ind og se filmen i biografen i City2. Jeg tror ikke, at hans forældre helt vidste, hvad det var, de havde rodet sig ind i. Men vi andre havde en fest!
Kærlighed ved første hik
Der er en scene, som står soleklart for mig, også dengang da jeg så den for første gang. Vi syntes, det var specielt sjovt, der hvor Viktor (aka. Robert Hansen) står inde i en kiosk og skal købe nogle kondomer, men ikke kan få selv til at sige det. Han bliver nødt til at få sin lillebror til at gå derind i stedet. Det er simpelthen én af de mange scener, som bare er så sjove.
Der er en masse berømte one-liners fra filmen. Her er bare et lille udpluk:
“William, køb dig en mælkesnitte!”
“Jeg ku’ vel ikke få et glas… mælk?”
“Den er helt outstanding!”
“Jeg vil godt se på nogle kardoner.”
“Okay Viktor, skal vi få gjort noget ved den hikke? Du får et kæmpe kys af mig, hvis du hikke én gang til.”
“Det er jo ikke benet du skal bruge”
Og mange mange flere… Det er svært at vælge.
Udover alle disse gode scener og citater fra filmen, kommer man jo heller ikke udenom musikken til filmen, som Innocent Blood stod for. Den musik er helt outstanding! Den passer så godt til filmen på alle punkter.
Filmen er ikonisk og genial! Jeg er helt vild med den. Har aldrig selv læst bogen, kendte ikke engang til den før sidste år. Men filmene kender jeg, og så er jeg bare en af dem, som bare vil ha’ mere og ikke kan få nok.
Film til musical
Så da de annoncerede, at de ville lave en musical, var jeg helt vild og solgt. Dén skulle jeg bare ind og se. Derfor sad jeg da også klar, da billetterne blev sat til salg. Var dog så heldig, at jeg kunne komme til pre-sale gennem min bank. Den mulighed benyttede jeg mig selvfølgelig af.
Jeg købte tre billetter til mig, min Bedste og lillesøster. Og jeg fik billetter til premieredagen den 20. september og så på første række. At sidde på første række til en forestilling, er noget jeg aldrig har prøvet. Dette var min første gang. 😉
Jeg glædede mig som en sindssyg, og det blev kun værre jo tættere på dagen vi kom. På premieredagen hørte jeg uafbrudt Innocent Bloods soundtrackalbummet til filmen, så jeg kunne blive rigtig klar til det. Filmene havde vi også nået at se inden. De kørte hver lørdag aften på kanal5.
Før forestillingen tog vi ind og spiste på Vapiano i Tivoli, hvilket vi kunne se, at mange andre også havde valgt at gøre. Og derfra kunne vi så også følge lidt med i hvem af de kendte, som også skulle ind og se den.
Vi stod også tæt på den røde løber nede i lobbyen, så vi rigtig kunne se hvem der også skulle derind. Hvis du spørger min Bedste, så var det helt klart højdepunktet!
Jeg vil dog sige, at jeg og min søster da også synes det var ret fedt. Men for mig var musicalen og dét, at vi sad tæt på scenen, så vi rigtig kunne se alle skuespillerne, højdepunkterne. Og min aften blev kun federe og federe, hvis du spørger mig.
Kærlighed ved første hik – The musical
Selve forestillingen var virkelig god. Der var en god blanding af det hele. Det var nutidigt, moderne og nostaligisk. Der var liveband (Innocent Blood) på scenen, og bandet var også selv lidt mere i forestillingen enten som statist eller birolle. Det var ret smart lavet.
De unge skuespillere, som spillede det originale cast fra filmen, var virkelig gode. Og så formåede de at ligne de originale ret godt, selvom jeg ikke helt synes, at ham der skulle spille Nicolai helt ramte den. Men synge, danse og performe det kan de!
Jeg var lidt spændt på, hvordan de ville dreje musicalen. For der ville både være det originale og det nye unge cast med i forestillingen. Men dét synes jeg faktisk, de formåede at løse godt.
Når man sidder så tæt på scenen mærker man skuespillerne på en helt anden måde. Vi kunne fx mærke og se hvordan alle ligesom var i nærheden af Robert Hansen. Det var hans første forestilling siden han blev ramt af en hjerneblødning for ca 1,5 år siden. Det kunne ses og mærkes, men på en måde som ikke var tydeligt for alle. Vi kunne se hvordan han rystede. Men han gennemførte det og var virkelig god!
Under forestillingen så smed Thorkild (aka Karl Bille) sin plekt ud til publikum. Den ramte min søster og jeg fik den. Der står Thorkild på den. Så var jeg endnu engang helt solgt.
Til allersidst, da alle på scenen havde modtaget hyldesten fra publikum og en rose, smed forsangeren Ditlev Ulriksen sin rose ud til publikum. Denne gang ramte rosen så mit hoved, så den lille souvenir fik jeg også med hjem. Så var jeg altså bare flyvende resten af aftenen. Sådan noget er aldrig sket for mig, og det er heller ikke noget, jeg er gået op i. Men dette og denne aften er noget jeg sent vil glemme.
Skal vi se den igen?
Da vi stod udenfor og var på vej hjem, spurgte jeg, hvornår vi skulle ind og se den igen? 😀 De grinte bare lidt af mig og svarede ikke på det. Altså jeg blev så glad og var så meget oppe at køre, at jeg ikke kunne sove og tænkte kun på det.
Det gør jeg faktisk stadig. Og jeg tager gerne derind igen, enten sammen med nogle andre eller helt alene. Det er ligemeget for mig, bare jeg kan komme ind og se den igen. Det er sjældent jeg har den følelse. Men når jeg har den, så skal jeg vel bare gøre noget ved det?
Hvis ikke jeg kommer ind og ser den igen, så vil jeg da bare glæde mig til, de finder ud af at lave en to’er. 😉
