Ligesom Josefine (aka Jeanne Boel) og Bertramsen (aka Jesper Klein) sang i den første Pyrus julekalender, “Jul i Gamle Dage“. Her synger de om den gamle jul man husker og associere med julen. Der hvor man ikke stressede afsted til overfyldte og supereffektiviserede supermarkeder, og man kom på besøg til gløgg og æbleskiver.
Nu er det ikke ligefrem sådan en jul jeg husker, men det er alligevel lidt tæt på.
Forleden sagde én til mig, at man var først rigtig gammel, hvis man kan huske de hvide jule eller decemberdage. Ligesom man også kan huske de rigtige sommerdage. Her sad jeg så som 28-årig og kan rent faktisk huske det. Dog ikke på samme måde som de andre, der sad ved bordet (+65), men alligevel.
Den magiske jul
Jeg ved ikke om det er bare mig, eller om det også gælder andre. Men jeg husker julen i min barndomsdage som idylliske og magiske. Sneen dalede ved juletid. I julekalenderne var der rigtige nisser, varme, glæde og kærlighed. Og så var maden på en eller anden måde bare bedre.
Nogle kan måske regne ud, at mine barndomsår var i 90’erne, og det kan sagtens være, at enten så er der nogle der synes 80’erne var bedre eller før det. Det er jo forskelligt, men jeg synes i hvert fald, at decembermånederne i 90’erne var specielle. Jeg vil endda gå så langt til at sige, at det nok det seneste årti, hvor der sådan rigtig var julestemning på den gode og fede måde.
I 00’erne ændrede det hele ligesom, synes jeg, når jeg tænker tilbage. Det kan også godt være i takt med, at jeg blev ældre og havde mine teenageår der. I teenagealderen synes man ligesom, julen, hyggen med familien og alt det der er nederen. Især julekalenderne er for barnlige. Det er en svær tid, men det går også hurtigt over igen. Og så når man sidder i 20’erne, tænker man tilbage på de gode gamle dage – nu lyder jeg vildt gammel. Men det er jeg måske også af sind. Det har jeg så tit fået at vide. 😉
Synes i hvert fald, der var noget magisk over julen i 90’erne. Det var også der, hvis jeg selv skal sige det, at de bedste julekalendere og julesange var. Bortset lige fra et par andre klassikere, som var der noget før.
Hvid jul
I weekenden, eller rettere lørdag aften/nat, der fik vi en snært af den hvide jul, som i gamle dage. Jeg var selv til julefrokost, som så mange andre i Danmarksbefolkningen nok også var.
I løbet aftenen, var der en af de medvirkende der sagde, at det sneede, fordi det sagde hendes mobil. Vi alle sammen kiggede ud af vinduet i spændning, men vi kunne ikke se noget. Men da vi skulle hjem, så havde det sneet helt vildt meget, og det sneede stadig.
Så jeg stod udenfor i snevejret og skrabede sne af bilen, mens de andre gjorde sig klar. Jeg elsker at stå ude i sneen, mens den daler langsomt ned. Den giver lys og varme, som ikke noget andet jeg kender til og så er det magisk. Der er så stille på vejene, selvom der er mennesker. Men den giver ligesom en slags ro. Det er helt fantastisk.
Men sådan noget varer desværre ikke ved. Det meste var allerede væk søndag formiddag, og det hele var væk om eftermiddagen. Det hele blev så trist og koldt igen. Og nu siger DMI, at vi nok ikke skal regne med en hvid jul i år, heller ikke i år. Øv! 🙁
Men så man bare gå hjem i gemmerne og se på de fantastiske billeder fra dengang det sneede i december. 🙂
Nå, men så må vi jo bare håbe, at det bliver til næste år. 😉