I mandags var jeg inde og se “Piaf & Aznavour” sammen med min Bedste. Det var en helt vild og intim oplevelse. Og så blev det spillet på Sceneriet i Det Ny Teater. Men timerne inden forstillingen var lidt anderledes.
Middag på Café A
Vi havde valgt at spise på Café A inden vi skulle ind og se forestillingen. Hvilket var nu meget hyggeligt, og maden var også fin. Men på vej hen til vores bord falder min Bedste ned på gulvet. Jeg gik forrest, så jeg ser det ikke, men jeg hører et ordentligt brag bag mig. Det er dog først, da et “fødselsdagsbord” ved siden af reagerer, at jeg finder ud af, det er min Bedste, som ligger på gulvet.
Jeg prøver at få hende op at stå igen, men det lykkedes ikke rigtig. Så kommer der én af tjenerne hen og hjælper. Hun kommer på benene igen. Vi bliver hjulpet hen til bordet og hun får tilbudt noget vand, samt is til hånden. Der er ikke sket noget alvorligt med hende, men hun har slået armen og der er et lille blåt mærke på håndleddet.
Andet er der ikke sket med hende. Hun kan bevæge armen og håndleddet, så den er ikke brækket. I dag er det blevet meget bedre, den ikke nær så øm længere. Hun har simpelthen bare fået et ordentlig slag.
Det Ny Teater
Vi kommer så hen til Det Ny Teater og tænker, det var lidt mærkeligt, at man skulle stå i kø for at få billetter. Vi havde jo allerede billetterne. Men vi bliver så vist op, hvor vi får en vand og der står lidt snacks på bordene. Igen tænker vi, det er lidt mærkeligt. Vi kommer hen på vores pladser, og der sidder allerede nogen.
Det viser sig så, at det er et firma, der er derinde for at se “The Phantom of the Opera”. Og vi var så blevet vist hen til den forkerte sal. Vi skulle være nede i Teaterkælderen, hvor Sceneriet også ligger. Vi går så derned, og der sidder der heldigvis ikke nogen på pladserne.
Vi sidder på anden række og har et virkelig godt syn på scenen samt musikerne. Der var en pianist og harmonikaspiller – det var orkestret.
Piaf & Aznavour
Jeg kendte i forvejen til musikken af Edit Piaf og Charles Aznavour. Og jeg glædede mig til at se hvordan de havde valgt at sætte scenen. Det var Kirsten Siggaard og Kim Hammelsvang, som spillede Piaf & Aznavour og sang deres sange.
Det var som sagt en vild og intim oplevelse. Jeg sad flere gange og var fuldstændig betaget af de to. Følte op til flere gange, at der kun var mig og de to på scenen. Og deres to sangstemmer var bare så fantastiske. Der var en god kemi og harmoni imellem de to.
De sang i en halvanden time uafbrudt. Og de havde formået at lave en slags cabaret ud af det hele. Sangene var både danske, engelske og franske, dog mest danske. Men det gjorde nu egentlig ikke så meget – kunne dog godt have ønsket at have hørt nogle af de kendte sange på modersmålet fransk, men sådan er det.
Der kom en meget smuk historie og fortælling ud af sangene, de velkendte Piaf & Aznavour sange. Man sad sammen med dem på blandt andet en fortovscafé i Paris. Det var meget smukt, elegant og intimt!
