For en uge siden var jeg i teateret og se “Mød mig på Cassiopeia” sammen med min Bedste og nogle fælles venner.
Jeg er opvokset med filmen, hvor blandt andre Bodil Kjer, Poul Richardt, Lilly Broberg og Hans Kurt har hovedrollerne. Så jeg kender historien og al musikken. Derfor glædede jeg mig meget til at se den blive opført som en reel musical på Folketeateret. Jeg var spændt på, hvordan de fik drejet historien, så den passede til et teater.
Forestillingen var suveræn og gik over alle mine forventninger. De havde formået at holde sig til selve historien, men stadig moderniseret den. Der var en rigtig fin balance i det. Og skuespillerne gjorde det virkelig fantastisk.
Altså jeg er jo en lille “Amalie Dollerup-fan” og er vild med det hun gør samt kan. Hun spillede samme rolle, som Bodil Kjer spillede i sin tid i 1951. Rollen er Polyhymnia, musikkens muse, som hjælper musikanter når de mangler inspiration til at komponere.
Musik og fejl
I filmen er der rigtig mange gode sange, men mine to yndlingssange er “Den allersidste dans” og “Musens sang”. Da disse to sange blev fremført på scenen var der nærmest helt stille i salen. De rørte mig ligeså meget som når jeg hører Bodil Kjer og Poul Richardt synge dem i filmen. 🙂
De havde også formået at tage nogle kendte sange, såsom “Hot Hot” og “Glemmer du…” Derudover havde de lavet en sang til ære for Zeus og hans lyn. Her havde de taget “Grease Lightning” og lavet den om til “Zeus Lightning”. Det var genialt! Den samme humor gik igennem hele forestillingen, hvilket var med til at være prikken over i’et.
En enkelt gang gik det galt med Christopher Læssøs mikrofon, men Amalie Dollerup reddede den ved at improvisere. Det sjove var så, at Christopher Læssø begyndte at grine, fordi det var så komisk.
Mikrofonen lavede nogle høje brummelyde – og Amalie sagde, “hvor kommer den torden fra?”. Det gør den så én gang mere og de kommenterer igen på, at det var mærkeligt, at det begyndte at tordne igen. Og så går lyden, hvor så Amalie sagde, “så må vi jo bare tale højere”, og så kunne Christopher ikke rigtig komme videre. Men de klarede det virkelig godt!
Hele salen begyndte at klappe, da det skete. Og alle som sad omkring mig var lige så glade og høje fra forestillingen som jeg var. Det var en fantastisk måde at bruge sin søndag på.
Du kan stadig nå og se “Mød mig på Cassiopeia”, den er helt klart det hele værd. Især hvis man er til gode, humoristiske og familiære musicals, som denne. Den går inde på Folketeateret til og med den 6. marts, herefter drager de rundt i landet frem til den 24. maj.
