I sidste uge var jeg en tur forbi Glyptoteket sammen med en veninde. Der var rigtig mange fantastiske forskellige værker. Og så var det større end jeg lige regnede med.
Glyptoteket
Min Bedste fortalte mig, at jeg engang har været derinde som barn, sammen med hende og min Olde. Det er desværre ikke noget jeg kan huske. Så derfor følte jeg, at det var første gang, at jeg var derinde.
Hun fortalte mig også, at jeg synes, det var så synd for de mange skulpturer, at de ingen arme havde. Det synes jeg egentlig stadigvæk, men forstår det mere på en anden måde nu. 😉
Man kan sige, at Glyptoteket ligesom er opdelt i nogle sektioner, og hvis man skal kunne studere værkerne, så har man brug for at være derinde i mere end blot et par timer. Det fandt vi i hvert fald ud af.
Der er noget for enhver smag – fx er der både de store skulpturer af de græske og egyptiske guder og storheder, og de små bronzeskulpturer. Så er der malerier og antikke fund. Og så må jeg bare sige, at de arkitektoniske rammer var også helt vildt fascinerende.
En sjov aften
Da vi var kommet inden døre gik vi først ned med vores jakker og tasker, hvorefter vi gik op for at finde ud af, hvor vi kunne købe en billet. Der stod nogle vagter og vi spurgte pænt om, hvor billetkontoret var. De var ikke ligefrem i noget godt fredagshumør, og den ene fortalte os, at vi umuligt kunne have overset det. Det lå nemlig nede ved garderoben.
Nå, men vi gik så ned igen og stillede os i kø. Da det blev min tur spurgte den ældre kvindelige ekspedient om jeg havde et studiekort – det havde jeg ikke. Så spurgte hun om, jeg var under 27 år – det var jeg heller ikke. Hun blev lidt flov, hvilket jeg ikke helt kunne forstå, men så sagde hun, at hun jo blev nødt til at spørge.
Det er også rigtigt. Og hvis det havde været en anden end mig, som blev stillet de samme spørgsmål, havde vedkommende nok bare hoppet med på vognen. Måske ikke lige “studiekort-vognen”, men “under 27-vognen”. Vi grinte, og hun sagde, da det blev min venindes tur, at hun ikke turde spørge hende.
Vi grinte meget af det igennem hele aftenen. Men hvis jeg nu havde sagt, “ja, jeg er under 27” og hun havde spurgt efter noget legitimation, så var jeg jo på den. 😉
Den første udstilling vi går ind og ser på er bronzeskulpturer af Edgar Degas. De er utrolig smukke, men ikke særlig store. Og når jeg ser på kunst kan jeg godt lide at komme lide tæt på for at se de små finesser. Ikke fordi jeg skal røre, for det ved jeg godt, man ikke må. Men jeg kom åbenbart lidt for tæt på, for jeg startede alarmen. Så var vores museumstur ligesom begyndt.
Vi var meget forsigtige igennem resten af vores tur, og vi prøvede også at finde ud af hvor grænsen gik. Den tror jeg aldrig rigtig vi fandt. 😀
De franske værker
Jeg har altid godt kunne de lide de franske kunstners værker, såsom Monet, Rousseaus, van Gogh og Degas. Og jeg har altid godt kunne tænke mig at komme tæt på de rigtige værker. Og nu fik jeg muligheden. Hold op, hvor var det fantastisk. De kunne altså noget dengang. Deres teknik var mageløs og på en måde revolutionerende.
Da vi gik igennem udstillingen sagde jeg, inden jeg fik kigget på de små mærker ved siden af, at det ligner “Picasso” – og det var det. Jeg kunne næsten dem allesammen, der var nogle stykker jeg ikke lige kendte eller havde hørt om før.
Vi snakkede også om, det var sjovt, hvor mange franske kunstnere vi kendte. For da vi gik igennem “Dansk Guldalder”, så var der da nogle navne som jeg genkendte, men ikke mange. Til gengæld kunne vi så sige, “ej, det er jo nede ved Møn” eller “det ligner Fyn” – og så havde vi ret i det.
Har du aldrig været på Glyptoteket, så skulle du til at gøre det. Det er fantastisk og meget familievenligt. Så børn og barnlige sjæle vil også synes det er sjovt. 😉
