Jeg har kun haft et fuldtidsarbejde so far, og jeg ved, at det sker for rigtige mange mennesker hver dag. På grund af flere organiseringsændringer har jeg været flyttet rundt mere end et par gange, og jeg har haft svært ved at finde mit fodfæste arbejdsmæssigt.

Jeg ved også, der er en del som måske har haft det værre end jeg har. Men jeg synes, jeg har haft en hård start på arbejdsmarkedet. Det var i hvert ikke sådan jeg troede det ville være.

Som en rutsjetur

Som jeg har skrevet i tidligere indlæg, så havde jeg knapt været ansat i 4 måneder, da jeg oplevede min første fyringsrunde. Når man er nyuddannet og skal ud på arbejdsmarkedet er det ikke lige det her man tænker kommer til at ske. Sådan lige efter man er startet.

Det hele var stadig nyt for mig. Jeg skulle til at finde min plads i teamet og organisationen. Jeg blev ikke fyret, men jeg var meget tæt på. Jeg var dog så heldig, at man kunne bruge mig nede i en anden afdeling. Derfor blev jeg rykket derhen. Så går der lidt over 2 måneder, så stopper chefen for afdelingen, og det første jeg tænker er: hvad skal der så ske med mig?

Lige før sommerferien 2015 bliver jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at komme i direktionssekretariatet. Man kunne nemlig bruge mig der. Og jeg havde alligevel et så godt samarbejde med den adm. direktør i forhold til vedligeholdelse og videreudvikling af FSR Studerende. Der flytter jeg så hen, dog først officielt 1. august.

Det går rigtig godt. Jeg føler efterhånden, at jeg har fundet min plads i organisationen. Der var et travlt efterår i vente. Men så snart det begyndte at blive vinter, fandt vi ud af, at de opgaver jeg sad med ikke var nok i forhold til at fylde en uges arbejde på 37 timer, hver uge. Jeg begyndte at hjælpe til i andre afdelinger og med andre ad-hoc opgaver i sekretariatet.

I starten af 2016 går en af mine kollegaer på barsel. Barselsvikaren fik et godt tilbud som man ikke kunne sige nej til. Så i stedet for at prøve at rekruttere en ny barselsvikar, vælger man at spørge mig.

Jeg skal så lave to fuldtidsarbejdendes opgaver. Fordelingen af “arbejdsbyrden” var således, at jeg skulle arbejde som “barselsvikar” i fire dage og den sidste dag var til min egne opgaver. Det blev dog aldrig rigtig sådan, for det flød ligesom bare sammen det hele.

Som du kunne læse i mit sidste indlæg, så havde jeg et travlt efterår med opgaver. Mange større og mindre projekter, og andre ad-hoc opgaver jeg nu kunne være mine kollegaer behjælpelig med. Det var ikke fordi jeg ikke kunne klare arbejdspresset. Jeg vil gerne indrømme, der var nogle virkelig stramme uger i efteråret, hvor jeg ikke kunne overskue det. Men jeg klarede det med hjælp fra den ene af mine chefer og kollegaer.

Når man rammer muren…

Jeg havde siden sommerferien 2016 haft tænkt på at søge andre steder hen. Så samtidig med mit travle efterår arbejdsmæssigt, søgte jeg også andre stillinger. Det var noget begge mine chefer var bekendte med og de var meget behjælpelige på det punkt.

Derudover havde jeg også lidt udfordringer på den private front. Jeg har for eksempel, som du også har kunnet læse i tidligere indlæg, prøvet at få mig en lejlighed. Det er bare ikke så let som man tror eller håber. ?

På et eller andet tidspunkt skulle det jo gå galt. Jeg havde bare ikke selv set det komme. Det var svært at komme op om morgenen. Min arbejdsglæde var ligesom ikke den samme, og jeg er endda virkelig glad for at arbejde og lave forskellige slags opgaver. Altså bare så længe jeg har noget at tage mig til, så er jeg glad.

Jeg var også meget træt. Jeg havde ikke meget overskud til at lave noget, hverken i hverdagene eller i weekenderne. Og så havde jeg også en kortere lunte især når jeg var sammen med familien. Der skulle ikke meget til før jeg blev sur eller ked af det. Men torsdag den 17. november gik det så helt galt. Der sagde min krop stop!

Jeg havde haft et morgenmøde, som ikke lige var gået så godt og det var simpelthen dråben, der fik mit bærer til at flyde over. Aldrig i mit arbejdsliv, vel og mærke, har jeg været så ked af det, og jeg vidste ikke rigtig hvorfor. Der var kun to dage til jeg havde en uges ferie, hvor jeg skulle ned og slappe af på Gran Canaria, ligesom jeg var i foråret.

Men det var så galt, at jeg blev nødt til at ringe til min Bedste og bede hende om at komme ind at hente mig på arbejdet. For jeg kunne ikke sidde bag rattet og selv køre i bilen hjem. Hun “truede” med at tage mig til lægen for at få mig sygemeldt, men det ville jeg bare ikke – for jeg var jo ikke syg!

Om eftermiddagen valgte jeg så at sende min opsigelse til én af mine chefer. Det kom som et chok for min chef, at jeg valgte at opsige min stilling uden at have noget på hånden. Da jeg skulle på ferie, fik jeg lov til at tænke over det i den uge, og så give en melding når jeg kom tilbage. Hvis jeg stadig ville, så stod min opsigelse ved magt ellers ville vi glemme den, hvis det ikke var det jeg ville alligevel.

Jeg tog på arbejde om fredagen. Der er nok nogle, der synes, det er jo helt vild tåbeligt og dumt af mig. Men jeg skulle lige ordne nogle ting inden jeg tog på ferie. Jeg ville ikke også have de ting hængende over mit hoved mens jeg havde ferie. Lørdag tager jeg til Gran Canaria, og er væk i en uge.